|
Rejsen fra Plymouth til Porto
Plymouth. Hvem havde troet, at Plymouth så markant kunne bringe dårligt nyt. Sidste havn inden den frygtede Biscay, og så får man at vide, at de to garvede transportsejlere, der skulle krydse dette stormfulde og lumske hav med mig, nu ville afmønstre.
Og det gjorde de. Beslutningen havde de truffet, så der var ingen ide i at bruge energi på at overtale dem til at fortsætte. Næste dag tog de hjem, og jeg stod alene i Plymouth med 38 fods katamaran, ustadige vejrmledinger og en familie, der utålmodigt ventede på mig i Portugal.
Biscayens efterårsstorme
Mine sejlkyndige onkler med hver deres fortid som fiskere på Nordsøen havde advaret mig om Biscayen på denne tid af året. De havde forsøgt at tale mig fra at krydse så sent på året, og er der nogen mennesker, jeg har respekt for, så er det dem. Nu sad jeg og kiggede ud over den sydlige del af Den Engelske Kanal - farvandet nord for Biscayen - mens jeg tænkte som en gal. Hvordan skulle jeg nogensinde komme over?
Der var et rimeligt hul i efterårsvejret på to-tre dage. Der kunne man med lidt held undgå decideret storm. Men jeg havde intet mandskab, og det var udelukket at sejle alene.
Jeg kom mig langsomt og følte modet komme tilbage. Styrken var der så småt igen, og jeg gik tilbage til skibet. Fandt PC, telefon, fik etableret Marinaens net-adgang og begyndte at ringe til lokale sejlerskoler, havnekontorer og yacht management-bureauer jeg tidligere havde været i kontakt med. Klokken var næsten 20, og der begyndte at tegne sig et billede.
Halvandet døgn senere påmønstrede den erfarne Mike Harkness og unge Lewis Johnson fra Plymouth sejlerskole. Med en smule overtalelse havde den nye besætning sågar indvilget i at tage afsted med ekstrem kort varsel. Godt nok ville vi få 36 timer i hård modvind, men frygten for senere og langt alvorligere efterårsstorme voksede i mig. Også Evas sms’er fra den lille ferielejlighed i Lagos blev mere og mere insisterende. Vi måtte afsted.
Stiv kuling i åbent hav
Det blev 48 hårde timer. I strid modvind kæmpede Luna sig frem for motor. Først ud gennem Den Engelske Kanal og langsomt ind i Biscayen. Mørkt, sort vejr og tiltagende vindstyrke. Efter 18 timer i rum sø målte skibets log 9 på Beauforts 200 år gamle vindstyrketabel. På dansk svarer det til stormende kuling.
I salonen kom unge Lewis - australsk født, engelsk bosat Mærsk- elev - kravlende op fra toilettet i bagbord side. Sveden drev af ham. Hele hans krop rystede. Han forsøgte at sige noget, men søernes brag mod skroget og hans rystende stemme gjorde det nærmest umuligt at høre, hvad han sagde. “Water... I need some water. Please.” råbte han igen, men faldt pludselig på knæ og kravlede tilbage på toilettet. I fire døgn spiste han stort set ingenting.
Og sådan mærkede vi Biscayen i oktober. Luna fik tæsk. Nedefra, oppefra, fra siden. I totalt mørke kastede bølgerne sig ind mod det spinkle, men stærke glasfiberskrog og væltede os rundt. I køjerne var alt vådt og koldt, og det var umuligt at få varmen.
Jeg vågnede i køjen, fortumlet, svækket, og opdagede, at det ikke var en drøm. Der var ikke noget sted at tage hjem til. Ingen tryg sofa, ingen varm seng, ingen varme i gulvet. Der var kun dette pælebankende, kolde klamme og mørke sted – og det var her, jeg havde bildt min familie ind, at eventyret ventede! På en båd, der væltede rundt i et hav så stort og oprørt, at ingen, der ikke har prøvet det, kan forestille sig det.
Og sådan sejlede vi i et fortvivlet, uendeligt tomrum, hvor alting meget simpelt handlede om at overstå den næste time og tilbagelægge endnu en mil. Og selvom det med sølle 2-3 knobs hastighed tog sin tid - og krævede både styrke og tålmodighed - så kom vi frem. Og efter to døgn kunne vi udmattede se vejret klare op.
Solskin, delfiner og bjerge i horisonten
Så kom delfinerne. Og solen. Og vinden. Vi kunne sætte sejl. Spise. Tale og grine. Og med grinene kom følelsen af uovervindelighed. Musik i cockpittet. Led Zeppelin for fuld tryk. Lun vind i håret og skarp sol i ansigtet. Spaniens nordkyst kom snart i syne. Disede bjerge i horisonten. Vi havde klaret Biscayen i oktober og kunne gå på vandet.
Da vi sejlede ind mod La Curuna blev vi mødt af et redningsfartøj og to helikoptere. To franske skibe var meldt savnede i det farvand, vi netop havde krydset. Vi hørte aldrig, om de blev fundet.
To dage senere kunne jeg igen omfavne min familie på kajen i Porto i Portugal. Nu lå Luna trygt og roligt ved kaj i varmt farvand. Strabadserne på Biscayen var pludselig som en gammel, diset erindring, som hjernen effektivt har renset for de værste ubehageligheder. Kunne vi gøre det igen? Ja, selvfølgelig! Så slemt var det jo heller ikke. Og vi gjorde det. Vi besejrede Biscayen i stormende kuling.
En milepæl i rejsen mod vest var overstået.
|
